Ny advokat i ML+PARTNERS: – Jeg kan bruge min forretningsmæssige tilgang til at finde løsninger

Forside / Nyheder / Ny advokat i ML+PARTNERS: – Jeg kan bruge min forretningsmæssige tilgang til at finde løsninger
Advokatfirmaet ML+PARTNERS vil med ansættelse af advokat Mark Haugaard satse yderligere på projektudvikling

For at kunne styrke sit engagement yderligere inden for projektudvikling har advokatselskabet ML+PARTNERS ansat advokat Mark Haugaard, som har speciale inden for projektudvikling af ejendomme.

Mark Haugaard kommer til ML+PARTNERS fra virksomheden PRODevelopments, og tidligere har han været ved Birch Ejendomme i Silkeborg.

For Mark Haugaard betyder skiftet, at han rykker fra en projektudviklingsvirksomhed til et advokatkontor. Det ser han frem til.

– Selvom jeg faktisk har været glad for i en årrække ikke at være på et advokatkontor, glæder jeg mig meget til nu at kunne sparre om juridiske spørgsmål med kolleger med samme baggrund. Hos ML+PARTNERS kan mine kompetencer komme i spil på en anden måde, fordi mit fokus altid er på, hvad den bedste komplette løsning er for en kunde – ikke kun i forhold til det juridiske, men også i forhold til det forretningsmæssige. Den del har jeg fået fintunet hen over de seneste år, og det kan jeg nu bringe i spil hos ML+PARTNERS, siger Mark Haugaard.

Når kunderne møder Mark Haugaard, kan de forvente at møde en engageret juridisk rådgiver, som tænker i helhed og i forretning.

– Derfor ser jeg også meget frem til arbejdet i ML+PARTNERS, fordi advokatkontorets tætte samarbejde med Velas betyder, at den juridiske rådgivning bliver en del af et større setup, hvor jeg kan bruge min forretningsmæssige tilgang og indsigt til at finde de rigtige løsninger for kunderne, siger Mark Haugaard.

Mark Haugaard er 34 år og bor vest for Aarhus med sin hustru og to fælles børn. Han startede i ML+PARTNERS 1. februar.