Hvis man er gift, har ægtefællerne automatisk et formuefællesskab, som kaldes for delingsformue.
Delingsformue betyder, at hver ægtefælle i tilfælde af ægteskabets ophør, dvs. ved dødsfald eller ved skilsmisse, skal opgøre sine egne aktiver og gældsposter.
Hvis resultatet af ægtefællens egne aktiver og passiver er over 0,00 kroner, skal ægtefællen ”aflevere” halvdelen heraf til den anden ægtefælle.
Tilsvarende skal den anden ægtefælle ”aflevere” halvdelen af sit evt. positive resultat til den første ægtefælle.
Det er ikke altid den bedste formuefordeling mellem ægtefællerne.
Dels kan den ene ægtefælle have indbragt større værdier end den anden, hvorfor en skævdeling af ægtefællernes formuer kan forekomme mere rimelig i en skilsmissesituation.
Dels kan man også overveje en anden deling af formuen i tilfælde af dødsfald. Det kan f.eks. være med henblik på at sikre den længstlevende bedst muligt eller gøre et ellers skattepligtigt bo skattefritaget samt evt. begrænse boafgifterne.
Det er muligt for et ægtepar at lave en forhåndsaftale om en anderledes deling af formuefællesskabet. Det kræver, at man opretter og tinglyser en ægtepagt om særeje.
Der findes mange forskellige former for særeje, og der er således mange muligheder for at lave en anden formuefordeling.
Har du behov for at høre nærmere, så kontakt specialistadvokat Kasper Hygum hos ML+ PARTNERS.




